Indholsfortegnelse: Guide til bilkøb
Guide til bilkøb: 15 trin til før, under og efter købet
Mængden af informationer og overvejelser, du skal holde styr på, når du køber en bil, kan virke overvældende, især hvis du er førstegangskøber. Derfor har vi udarbejdet denne guide, så du nemt kan få et overblik over, hvad du bør huske, hvis du står overfor et bilkøb.
Guiden omhandler adskillige emne såsom krav til bilen, forsikring, billån, forskellen på at købe hos private og forhandlere og meget mere. Den hjælper dig med at identificere de faldgruber, der måtte være, når du køber bil. Du kan finde hele vores guide som grafik, og bruge den på din hjemmeside her.
Vi guider dig gennem bilkøbets tre faser: før, under og efter. På den måde kan du nemt finde den hjælp, du har brug for, afhængigt af hvor langt du er i processen. Den indledende fase af et bilkøb er den vigtigste, og det vil derfor være det mest dybdegående afsnit i denne artikel.
Læs også: stor test af Danmarks billigste billån.
Forarbejdet vil udgøre størstedelen af dit tidsforbrug, når du skal købe en ny bil. Og jo mere tid du bruger, på at undersøge dine behov og muligheder, jo bedre stillet er du senere i forløbet.
1. Overvej dine funktionelle behov for bilen
Inden du begynder at kigge efter, hvilken bil du vil købe, bør du grundigt overveje, hvilke behov bilen skal opfylde:
- Skal bilen prioriteres ud fra rummelighed, komfort eller noget tredje? Den bil, du køber, bør afhænge af den plads, du har brug for, og hvad dit daglige formål med bilen er. Hvis du skal hente børnene fra børnehaven, vil du sandsynligvis foretrække et stort bagagerum og 4-6 sæder. Er bilen derimod til mindre ture gennem byen, kan bilens størrelse ved parkering være det vigtigste.
- Hvor mange kilometer vil din daglige tur være? Som tommelfingerregel bør du købe en benzin-, el- eller hybridbil, hvis dine daglige ture er under 30 km og en dieselbil, hvis de er over 30 km. Benzinbiler anvender mindre brændstof, når de antændes, og er derfor egnede til korte distancer. Elbiler er egnede til bykørsel, da automatgear og elmotor gør køreturen mere bekvem og billig. Dieselbiler er derimod gode til lange ture, f.eks. på motorvej uden kø-kørsel, da de bruger mindre brændstof under selve kørslen.
- Foretrækker du at købe privat eller gennem forhandler? Der er fordele ved begge muligheder. Ved privatkøb kan du som regel få bilen til en lavere pris, og der findes flere hjemmesider, hvor du kan handle brugte biler. Her skal du dog være opmærksom på at få den rette dokumentation, som eksempelvis slutseddel, med dig. At sælge sin brugte bil på nettet er blevet mere udbredt, og du kan finde et stort udvalg af prisklasser og bilmærker på de fleste platforme. Ved et køb gennem forhandler kan du dog være mere sikker på bilens vedligeholdelse og tilstand og tilmed få finansiering gennem forhandleren.
2. Brugt eller ny bil?
En af de vigtigste overvejelser ved køb af bil er, hvad din privatøkonomi tillader. Det kan virke fristende at købe en ny bil, men overvej, om du har budgettet til det, eller om en brugt bil vil være mere passende.
Nyere biler kommer med fabriksgaranti og færre reparationer i bilens første leveår, men brugte biler har lavere købspris. Dog bør en brugt bils pris også inkludere løbende omkostninger, der ofte er højere, jo ældre bilen er.
Din alder vil med sandsynlighed også påvirke dine muligheder. Som ung har man sjældent pengene til at købe en fabriksny bil, så de fleste køber den første bil brugt. Hvis du er i tvivl om, hvad din privatøkonomi kan bære, har vi udarbejdet en artikel, om hvad det koster at have bil.
3. Valg af gearsystem
Størstedelen af biler i Danmark har manuelt gearsystem, men biler med automatgear er begyndt at stige i popularitet. Begge gearsystemer har fordele og ulemper, så dit valg mellem manuelt eller automatisk gear vil afhænge af dine kørevaner og personlige præferencer.
Manuelt gear
Markedet for biler med manuelt gear er større i Danmark, så du får som køber også flere muligheder. På grund af det store marked vil biler med manuelt gear generelt også være billigere end automatgear.
Derudover kan brændstoføkonomien være bedre med manuelt gear, hvis du som fører har forstand på at køre økonomisk i hvert gear. Dog kan manuelt gear være irriterende ved bykørsel og generelt være mindre bekvemt end automatisk gearskift.
Automatisk gear
Fordi biler med automatgear generelt er dyrere, vil du også kunne få mere for bilen, når du sælger den. Den største fordel ved automatgear er, at køreture i tæt trafik bliver mere bekvemmelige.
Ulemperne ved automatgear er blandt andet de øgede omkostninger, både ved køb og reparation. Desuden er biler med automatgear en smule dyrere i brændstof og kan være sværere at kontrollere i glat eller vådt føre.
Fordele og ulemper ved gearFor og imod | Manuelt gear | Automatisk gear |
---|
Fordele | - Større marked
- Billigere køb og reparation
- Bedre brændstoføkonomi
| - Højere pris ved salg af bilen
- Bekvemt ved bykørsel
- Nemmere at håndtere
|
Ulemper | - Mindre bekvemt for føreren (afhængigt af præferencer)
| - Dyrere køb/reparation
- Dyrere brændstoføkonomi
- Mindre kontrol i glat/vådt føre
|
4. Overvej dine muligheder for billån
Det er de færreste, der kan købe en bil helt uden finansiering. Hvis du tager et lån, vil det selvfølgelig variere fra udbyder til udbyder, hvor meget det vil koste dig. Hvis du generelt er i tvivl omkring dit lån, har vi lavet en billån beregner, hvor du nemt kan beregne din ydelse og din ÅOP. Uanset hvad er der nogle generelle overvejelser, du bør gøre dig:
- Skal renten være fast eller variabel?
Med en fast rente betaler du den samme rente i hele lånets løbetid. Hvis du har et mindre rådighedsbeløb og ikke ønsker uventede stigninger, kan en fast rente være passende. En variabel rente kan derimod være billigere, men kan også kræve, at du nogle måneder skal have luft i budgettet, hvis renten stiger.
- Hvad skal løbetiden på lånet være?
Løbetiden er den periode, hvor du betaler af på billånet. Løbetiden vil variere meget, men skal hænge sammen med, hvor længe du vil eje bilen. Overvej også, hvor mange kilometer du vil køre om året. Jo flere kilometer om året, jo hurtigere falder bilens værdi - og jo kortere bør løbetiden på lånet være. Det er for at undgå, at du fortsat afbetaler på din finansiering, hvor bilen har en meget lav salgsværdi.
- Skal lånet være med eller uden udbetaling?
Udbetalingen er det beløb, som du selv lægger ud. Billån uden udbetaling er en mulighed, men kan betyde en højere rente eller særlige krav for løbetid. Udbetalingen kan også være 20% af lånets beløb, som ofte medfører en lavere rente, men også stille krav til din kapital. Alternativt kan du ved en forhandler i mange tilfælde bruge din gamle bil som udbetaling, såfremt værdien af denne er tilsvarende 20% af din hovedstol.
5. Finansiering gennem bank eller forhandler?
Du har flere muligheder på hånden, når du skal finde din finansiering. Som tommelfingerregel bør du som minimum sammenligne mindst to lånetilbud. Du bør også overveje, hvad din aftale ellers kan inkludere.
- Lån gennem forhandler:
Når du låner gennem en forhandler, vil du som regel kunne få en lav rente på stedet. Dog vil du ikke være så bekendt med forhandlerens finansieringsselskab som din egen bank, og du skal være mere opmærksom på, at kontrakten ikke indeholder vilkår, som kan gøre låneomkostningerne, såsom etableringsomkostninger og administrationsomkostninger, højere end nødvendigt.
Derudover er fordelen ved lånet hos bilforhandleren, at du i nogle tilfælde får muligheden for at kombinere din serviceaftale med din finansiering. - Lån gennem din bank:
Ved at tage et billån gennem din bank, kan du kombinere det med andre lån, som du allerede betaler af på. Derved kan du få samlet rådgivning omkring din økonomi, og din bank vil ofte kende din økonomi bedre end den forhandler, som du køber bilen hos.
Derudover er en af de billigste finansieringstyper, hvis du har mulighed for at låne i friværdi. Dette er naturligvis kun noget, som din bank kan tilbyde dig.
6. Undersøg dine vilkår for bilforsikring
En af de største udgifter i bilbudgettet vil være din bilforsikring. Det er lovpligtigt at have en ansvarsforsikring på sin bil i Danmark. Derudover kan din ansvarsforsikring suppleres med en kaskoforsikring, som vil dække dig selv i tilfælde af en skade.
Dine forsikringers selvrisiko, dvs. det beløb, du selv betaler ved et uheld, vil også påvirke din forsikrings årlige beløb. Jo højere selvrisiko, jo mindre betaler du om året i forsikring.
Som bilist vil dine vilkår for bilforsikring også afhænge af alder og anciennitet. Unge under 25 år vil typisk betale mere i forsikring, da aldersgruppen er overrepræsenteret i statistikker for uheld. Omvendt kan en høj anciennitet, hvis du har været bilist i mange år med få skader, give dig bedre priser på bilforsikring.
Du bør derfor undersøge, hvor meget din bilforsikring vil fylde i dit bilbudget.
7. Lav nummerpladetjek ved privatkøb
Ved privatkøb er der ting, som du bør undersøge, inden du møder sælger. Vi anbefaler altid, at du laver et nummerpladetjek af bilen, det kan bl.a. give dig svar på følgende:
Undersøg om der er restgæld i bilen. Hvis du køber en bil med restgæld, kan du risikere at overtage gælden fra sælgeren og dermed få en dyrere bil end forventet.
Undersøg også bilens totale omkostninger. Dette inkluderer, hvor langt bilen kører på literen, og hvad den koster i grøn afgift. Dette er omkostninger, som du nemt kan overse ved kun at se på købsprisen.
Tjek, at bilens kilometertal og alder stemmer overens med annoncen. Nogle sælgere kan desværre finde på at reklamere med ukorrekte informationer for at bilen bliver mere attraktiv. Informationer som disse bør du selv verificere eksempelvis gennem et online nummerpladetjek.
Du kan fortage et nummerpladetjek på Bilbasen.dk eller gå direkte til Tinglysning.dk og Trafikstyrelsen.dk.
8. Sammenlign flere bilforhandlere
1. Sammenlign altid så mange forhandlere som muligt. Når det kommer til at købe bil, kan det være fristende at finde den nærmeste og bedste forhandler. Men ved at sammenligne forhandleres priser og lån kan du spare mange penge. Overvej derfor at besøge forhandlere, der er lokaliseret længere væk fra dig, f.eks. på Fyn, hvis du bor på Sjælland.
2. Garanti og reklamationsret bør ikke forveksles. Når du køber bil hos en forhandler, vil bilen ifølge købeloven altid have to års reklamationsret. I reklamationsrettens første 6 måneder efter levering vil mangler på bilen sandsynligvis påfalde sælgeren. De resterende 18 måneder er det køberens eget ansvar at bevise bilens mangler efter levering. Læs mere om forskellen her.
3. Prøv biler fra mærker, der ikke er dit førstevalg. Hvis du har sat dig fast på en bestemt bil ude hos forhandleren, bør du også overveje at prøvekøre biler fra andre mærker. Det kan være, at disse biler ikke fremstår lige så gode på papiret, men de føles måske anderledes og bedre at køre i.
At have en bestemt bil i tankerne er et godt udgangspunkt, men vær ikke nervøs for at afprøve alternative mærker, når du står hos forhandleren.
Selve købet af bilen er for mange den mest nervepirrende del af processen. Vi har herunder samlet 5 tips, som kan gøre denne proces nemmere for dig. Det er i denne del af bilkøbet, at bilens pris fastlægges, aftalen underskrives, og du nu bliver bilejer.
9. Prøvekør bilen grundigt
Både ved privatkøb og forhandler er det meget vigtigt, at du prøvekører bilen i varierende miljøer. Prøvekørsel af bilen bør ikke kun være til enden af vejen og tilbage igen. Test gerne bilen af i høje og lave omdrejninger, test bremserne, og lyt til motoren.
Det anbefales, at du kører lange ture, hvor du får afprøvet alle gear og overflader - både bykørsel og motorvej. Dette er især vigtigt ved privatkøb, så du kan bedømme, om bilen kører som sælgers beskrivelse, og at alle gear, bremser og lys fungerer korrekt.
Det kan også være en god idé at tage en bekendt med, så I er to om at vurdere bilens stand og spotte eventuelle mangler.
10. Forhandling af bilens pris
Hvis du køber en bil privat, bør du vurdere, om annoncens pris og beskrivelse af bilen passer den faktiske tilstand. Hvis ikke, kan du forhandle med sælgeren om en lavere pris, der afspejler bilens reelle værdi.
At forhandle om prisen på en bil kan for nogle virke ubehageligt eller grænseoverskridende, men du bør ikke føle dig udnyttet eller presset til at betale bilens oprindelige listespris. Både dig og sælger prøver at få den bedst mulige pris, og du er der ikke for at skabe venskaber, men diskutere salget af et større aktiv. Stå derfor fast ved din mavefornemmelse, også hvis det betyder, at du må droppe forhandlingen og lede videre.
Ikke alle er klar over det, men prisen er også til forhandling, hvis du køber hos en bilforhandler. Hvis du oplever at bilen har mangler eller fejl under inspektion og prøvetur, kan du foreslå forhandleren en lavere pris, hvis du skal vedligeholde interessen for bilen. Derudover har forhandleren i nogle tilfælde mulighed for at sælge dig en demo-model, som er blevet brugt af forhandleren selv eller andre medarbejdere førhen.
11. Ved privatkøb: Tjek skader og synstest
Når du ved et privatkøb ser bilen for første gang, bør du ikke nøjes med kun at gå en runde om bilen og vurdere dens ydre slitage:
Sørg for at undersøge bilens bagagerum, døre og under motorhjelmen for synlige eller åbenlyse skader eller mangler. Vurder også, om lydene, der kommer fra bilen, virker naturlige, f.eks. om motoren lyder anstrengt eller hakkende.
Hvis bilen er nymalet eller kommer direkte fra en bilvask, kan det ydre give et forkert billede af bilens reelle tilstand. Som køber er det derfor dit eget ansvar at vurdere, hvorvidt bilens indre, mekaniske tilstand matcher annoncen.
Derudover bør du høre sælgeren om, hvor nyligt bilen er blevet synet. Vær opmærksom på, at synet for nyligt kun betyder, at bilen er i lovlig stand. Andre mindre skader, som med tiden måske vil betyde en stor værkstedsregning, behøver ikke at indgå i rapporten fra en synstest. Du kan se bilens fulde synshistorik på Trafikstyrelsen hjemmeside.
12. Ved forhandler: Undersøg garantien og din bils værdi
Når du køber bil hos en forhandler, vil der ofte indgå garanti for bilen.
Du bør som køber nøje undersøge, hvad garantien dækker. Nogle garantier dækker f.eks. kun bilens motor. Læs altid garantiens vilkår grundigt igennem, så du som køber ved præcis, hvad du er dækket for.
Du bør også overveje, om garantiens længde virker tilstrækkelig. Nye biler kan få fejl inden for kun to til fire år, så det er vigtigt, at du ikke står med store omkostninger et år efter - plus en udløbet garanti. Husk altid at sammenkæde garantiens længde med, hvad den egentlig dækker. En lang garanti er ikke attraktiv, hvis den kun omhandler bilens motor.
Hvis du som en del af købet overdrager din gamle bil til forhandleren, så tjek inden overdragelsen, hvad din brugte bil realistisk kunne sælges på det private marked. Ellers risikerer du, at forhandlere vurderer din gamle bils pris for lavt, og du mindsker din rabat på den nye bil. Her kan du også få en vurdering af flere forhandlere eller brugtsvognsforhandlere og sammenligne med lignende modeller til salg på nettet. Du kan læse om dine rettigheder og muligheder for klager ved køb af en brugt bil her.
13. Medbring en, der kan hjælpe dig
Både ved privatkøb og køb hos forhandler bør du medbringe en person, der har viden om køb af biler. Personen behøver ikke at være autoriseret mekaniker - bare en lille, ekstra viden om biler kan også gøre det.
De kan også hjælpe dig med at holde fødderne på jorden ved at give et udefrakommende perspektiv på de biler, du er interesseret i. Som køber kan du risikere at se dig blind på fejl og mangler, hvis du er interesseret i bilen. Tag derfor en bekendt med, der kan vurdere bilens kvalitet og pris mere neutralt.
Efter du har gennemført købet, kan det være fristende at ånde lettet op og bare nyde, at du har fået bilen. Men du bør stadig tage nogle forholdsregler, så du ikke ender med at fortryde købet på et senere tidspunkt.
14. Ved privatkøb: Slutseddel og omregistrering
Hvis du har købt en bil privat, bør du tjekke slutsedlen grundigt igennem - både inden parterne skriver under - og mindst én gang til efter for at være sikker. Slutsedlen er kontrakten mellem sælger og køber, hvor begge parter bliver enige om overordnede vilkår for salget. Du kan læse mere på Forbrug.dk.
At have en nøje udfyldt slutseddel kan stille dig stærkere, hvis der efter salget skulle opstå uenigheder om, hvilken part der er ansvarlig for kontraktens forskellige vilkår.
Hvis muligt, bør du omregistrere bilen umiddelbart efter sælgers overdragelse. Omregistreringen foregår gennem Skats Motorregister og kræver bilens registrerings- og stelnummer samt kontroltal fra registreringsattesten og MitID.
Omregistrering skal udføres online og kan med fordel gøres, så snart sælger og dig er blevet enige om vilkår for salget, og det aftalte beløb for bilen er overført.
15. Ved forhandler: Prisstigningsforbehold og listepris
Når du har underskrevet slutsedlen hos en forhandler, bør du undersøge, om bilens listepris falder, inden den leveres til dig. Hvis din slutseddel med forhandleren indeholder et prisstigningsforbehold, kan du muligvis få bilen billigere end oprindeligt.
Dette er dog kun tilfældet, hvis bilens listepris sættes ned i tidsrummet mellem underskrivelse af slutsedlen og levering af bilen. Omvendt risikerer du ikke at skulle betale mere for bilen, hvis listeprisen stiger mellem underskrivelse af slutseddel og levering af bilen.
Prisstigninger er ifølge Ankenævnet for biler ulovligt, og som køber bør du være opmærksom på, at prisen på din slutseddel ikke er lavere, end hvad du ender med at betale for bilen.
Ved at følge denne guide til bilkøb kan du få en bedre oplevelse mens du køber, om det er først gang du gør det eller ej. Disse tips er lavet til at være generelt vejledende, for det vigtigste råd er, at du vælger den bil som føles rigtigt for dig.
Hvis du ikke ved hvor du skal starte, så spørg alle omkring dig. De vil med garanti dele ud af deres viden og erfaringer, og være med til at gøre dit til bilkøb til en positiv og tilfredsstillende oplevelse. Et bilkøb er en stor økonomisk beslutning, og den bør altid træffes efter nøje overvejelser om din privatøkonomi.
Guide til bilkøb som grafik
Kopier nedenstående HTML kode, og brug vores grafik på dit website:
Få HTML-koden her!<a href="https://www.xn--lnio-qoa.dk/blog/2020/02/guide-til-bilkoeb" target="_blank"> <img src="https://www.xn--lnio-qoa.dk/media/2472448/guide_til_bilkoeb_laanio_dk.png" alt="Guide til bilkøb af Lånio.dk" width="800px" border="0px" </a>
På Lånio.dk hjælper vi dig med at finde den helt rigtige bilfinansiering. Med flere lånetilbud fra bankerne sikrer du, at du får den bedste pris og de bedste lånevilkår. Din ansøgning vil altid være uforpligtende og gratis.